Vi er på cykeleventyr i nordlige Thailand, cirka 30 kilometer vest for byen Chiang Rai, få kilometer fra Myanmars (red. Burma) grænse. I de kommende 5 dage skal vi gennem nordthailandske landsbyer, hvor bjergfolk lever et primitivt liv, over bjergtinder i skyhøjde, ad stier og grusveje. Gudskelov har vi hele tiden følgevognen - en gammel taxi - med al vores bagage og proviant i nærheden. Så hvis en bakke er for stor en mundfuld, kan vi smide cyklerne op på ladet og lade os fragte til bjergtoppen.

 

På de nederste 4-5 kilometer er grusvejen i bedre stand. Vi passerer marker med sojabønner, oversvømmede rismarker og en kollage af små reservoirer, der bruges til vanding i de tørre sommermåneder. For foden af bjerget går grusvejen nu gennem et fredfyldt landskab mod Mai Suai-templet, der er hugget ind i et bjerg og ligger helt gemt væk fra omverdenen, medmindre man kender vejen. Templet er vores næste mål, for i hundredvis af år har buddhist-munke og lokalbefolkningen søgt refugium i den bjerghulen, når burmesiske hære invaderede området og gik på krigsstien. For kort tid siden blev helligdommen åbnet for turister - ellers har den været hermetisk lukket for ude fra kommende. I bjergtemplet velsigner en ung munk os, mens han pulser løs på en kæmpejoint og bliver mere og mere rødøjet og uforståelig for hvert sug. Inde i bjerggrotten står en stor Buddha-statue, som ofte bliver tilbedt efter antallet af blomster og andre ofringer at dømme. Der er flere bederum, et stort opholdsrum og et hul gennem bjergsiden, hvor munke har været i stand til at holde et vågent øje efter fjender. Manop er troende buddhist, så han får tid til en bøn, før vi atter er i sadlen.

 

-"Vi kalder det cykelklatring", griner Manop så hans solskoldede næse slår revner, da vi atter er i pedalerne efter et lækkert måltid bestående af stærk krydret barbecue kylling, gris og ris, der serveres i bananblade til 7 kr. pr. portion og skylles ned med vand i litervis ved en lille bod langs ruten. Vejen har en stigning som en bjergetape i Tour de France - føles det i hvert fald som om. Ikke nok med at vejen er stejl - det er også en forræderisk grussti med et løst lag af småsten, som let får baghjulet til at gå i spin under kraftig trampen i pedalerne. På den sidste kilometer mod toppen må jeg trække cyklen - og det må en totalt udbrændt Manop også.

 

Vi fortsætter ad en lille sti og over en faldefærdig hængebro, hvor risbønder er på vej hjem fra arbejdet og videre gennem en lille landsby, før vi når Mae Suai Dam, hvor vi skal overnatte i telt. Området er et blandet flere små naturreservater med en lille sø, som den thailandske Konge Bhumibol i eget regi har ladet anlægge, så de lokale risbønder selv kan fange fisk for at få et supplement til den daglige føde. Søerne er blevet meget populære, da en risbonde ellers kun sjældent har penge nok til at købe fisk på det lokale marked.

 

Jeg er træt i benmuskler, ankler og bagdel. En hurtig dukkert i naturparkens lille sø. Teltslagning i kimingen og brænde på bålet. Skyer trækker til over bjergene og varsler uvejr over Myanmar’s forrevne bjergtoppe i horisonten, mens Manop steger pattegris på spyd over bålets gløder. Delikatessen serveres i lunser med kogt ris, krydret med en uforglemmelig sursød sauce og frisk chili, der får tungen til at svede. Så lyser lyn den begsorte himmel op over de takkede bjergtinder mod nord, og torden buldrer i lavmælte eksplosioner. Luften fortættes og pludselig åbnes himlens sluser, og dråber på størrelse med vindruer vælter ned. På tide at finde soveposen, mens regnen trommer søvndyssende på teltdugen.

 

En forvirring af synsindtryk i alle retninger: græsgange for bøfler, frugthaver, en gummiplantage og mest af alt rismarker. Landskabet i nordlige Thailand er præget af bjerge, floder, vandfald og jungle. De jungleklædte bjerge udgør et vildt og ufremkommeligt terræn, hvor der før i tiden var store teaktræsskove. Teaktræernes antal er i de sidste årtier blevet stærkt reduceret takket være en voldsom og ulovlig skovhugst. I regnskoven levede tidligere flere slags vilde dyr, men f.eks. er tigre, kobraslanger og elefanter så godt som udryddet. Tamme elefanter findes dog i området, hvor de benyttes til skovarbejde og som underholdning for turister.

 

Små Buddha-figurer smiler til os fra vejsiden, og det er som at køre i en labyrint af grusveje og stier, der udgør de gamle handelsruter, der stadig bruges hver dag af de lokale bjergfolk.

 

Vi besøger Karen-folket i en lille landsby, cirka 50 kilometer Mae Suai Dam. Spredt rundt i landskabet ligger tyve, tredive huse i små klynger - de fleste er træhytter med et tag af palmeblade eller blik. Karen-stammen er oprindelig fra Tibet og lever isoleret efter eget valg. Langt de fleste Karener bor nu i Burma. Der bor cirka 70.000 i Thailand, men stammen er alligevel en af de største i Thailand. Oprindeligt kommer de fra det kinesisk/tibetanske grænseland, og er vandret sydpå gennem Kina for endelig at slå sig ned i det nuværende Burma og det nordlige Thailand omkring 700 år e. Kr.

 

I landsbyen er kvinderne klædt i et langt løsthængende stykke stof, viklet omkring sig som kjole eller nederdel. Til nederdelen bæres en bluse. Mændene er iført almindelig bondetøj.

 

Jeg vil fotografere kvindernes farvestrålende dragter, men det huer dem absolut ikke, og de forsvinder straks ind i de små hytter. -Karen-stammen er VIRKELIG bange for, at kameraet vil stjæle deres sjæl!, forklarer Manop.

 

Fra et par hytter hænger en karakteristisk sødlig odør i næsen. Manop fortæller, at "duften" stammer fra opium, som mange bjergfolk stadig ryger - og som er en naturlig del af deres hverdag på trods af regeringens omfattende program for at sætte en stopper for ulovlighederne. Den thailandske regering har nu sat mange projekter i gang, der skal sætte en stopper for opiumsproduktionen og rygningen. Blandt andet bygning af skoler og ikke mindst omfattende vejbygningsprojekter, der skal sikre, at bønderne kan dyrke andre afgrøder end opium og få varerne fragtet til markedet. Indtil for nylig har opiumsdyrkningen i realiteten været den eneste måde, at bjergfolkene var i stand til at skaffe kolde kontanter til indkøb af varer. Vi når I Lao Lee Resort, hvor vi skal overnatte.

Mod nord åbenbares et flot syn over Maekok River, der som en brun slange snor og bugter sig gennem landskabet i dalen under os.

 

Skyer trækker igen sammen i horisonten, mens vi kører det sidste stykke til landsbyen ved Mae Kok River - kun få hundrede meter fra Myanmar grænse - hvor vi skal sejle til grænsebyen Thaton med en hurtigtgående long-tail båd.

 

Fuld skrue op ad floden med en larmende Toyota-motor agter, mens risbåde og transportpramme glider forbi. Lugten af højoktan benzin blandes i næseborene med sødlige og  kraftigt duftende frugthaver med vilde hvidløg og bananer, rosen og ingefær og liljer.

 

I Thaton ses kontrasten på det moderne Thailand og fortiden. For lige så meget luksus der er på byens trestjernede hotel - lige så stor armod er at finde få hundrede meter nede ad vejen. Her bor familier i små blikskure, hvor 4-5 personer eller flere lever under samme tag. Uden elektricitet, rent vand eller andre moderne bekvemmeligheder. En gruppe børn i alderen 5-7 år kommer os i møde iklædt de traditionelle stammekostumer. De er sendt ud af forældrene for at tigge almisser.

 

Næste morgen bliver vi vækket klokken 4 af et vældigt rabalder - det er den store klokke udenfor Abe-templet på bjerget over hotellet som ringer dagen ind. Og da vi er tidligt oppe har vi bestemt os for at lave en afstikker til endnu en bjergstamme, en times cykling vest for byen. Om aftenen serveres Nordthailands kendteste egnsret "lûy" i landsbyen - en speciel salat der er tilsat griseblod. Smager OK, især hvis mundfuldene følges af den stærke Mekong-whisky.

 

På cykelturens sidste dag gør vi holdt i byen Fang - områdets største landsby med en bank, masser af boder og butikker der sælger alt mellem himmel og helvede. Lidt længere nede i dalen ved 56 km-stenen ligger Chiang Dao Elefantlejr - en af områdets helt store turistattraktioner.

 

Lejren er lige åbnet, da vi ankommer, så vi oplever de store dyr og deres trænere, de såkaldte manutter, på helt nær hold uden stress og jag. Vi er rask på vej imod endemålet Chiang Mai - den største by i nordlige Thailand. Og selvom turen nærmer sig enden, rykker de seneste 3 dages oplevelser i cykelsadlen indeni én  - og bliver ved med det længe efter cykeleventyret i det vilde østen.... (ends)